Der var en gang en dreng, som var fyldt af en tanke,
som var så tung, at det næsten ikke var til at leve med.
En dag trak han vejret dybt ind og pustede langsomt den tunge tanke ud gennem munden.
Fordi den tunge tanke nu var væk, mærkede han en ro i kroppen og fik øje på de almindelige tanker,
han kendte fra før, og som han kunne bruge til noget.
Men den tunge tanke hang i luften lige foran ham
og i løbet af få sekunder fløj tanken ind i hans sind igen og fyldte det hele,
så han ikke kunne få øje på sig selv.
Han prøvede igen og igen langsomt og grundigt at puste tanken ud og væk
– og hver gang hjalp det lidt, men kun i kort tid.
Derfor kneb han en dag øjnene næsten helt i, for bedre at kunne se tanken i luften foran sig.
Med sit blik skød han nogle særlige pile efter tanken,
men opdagede til sin overraskelse, at tanken straks flyttede sig, så den ikke blev ramt.
Men drengen var klar over, at dette var en vigtig og farlig jagt, og det var noget, han kendte til.
Derfor blev han ved med at øve sig med sine tanke-pile,
og han opdagede, at han blev bedre og bedre.
Efter en tid var han så god, at han faktisk ramte den tunge tanke
– og med ét forvandledes den til et minde,
som han kunne lægge ned i mindernes skrin til de andre gode og dårlige minder, der hører livet til.
Ind imellem åbnede han skrinet og kikkede på sine minder, uden at det blev farligt.
Drengen fortalte sine venner og sin familie om den vellykkede jagt.
Alle kunne se, at han nu var sig selv igen, fri og glad.
Han blev en stor tankejæger og fortæller.
