Tryl med Tanker

 

Kapitel 1

Jacob og hans bedstefar

 

Der var en gang en dreng, som hed Jacob. Han boede sammen med sin mor og far i et hus. I huset var der både en kælder og en overetage. På overetagen boede Jacobs bedstefar i en lille lejlighed. Det var de alle sammen meget glade for. Nogen gange spiste de sammen. Hver dag gik Jacob op til sin bedstefar og snakkede og legede.

 

Jacobs bedstefar havde været læge, men nu var han gammel. Det var mange år siden, at han havde gået på arbejde. Han gik med stok, og han gik en tur hver eneste formiddag og hver eneste eftermiddag. Jacob gik sommetider med på bedstefars tur om eftermiddagen. Nogen gange snakkede de sammen på turen, men de kunne også gå sammen uden at sige noget. Fordi bedstefar var gammel og gik med stok, så gik de langsomt. Jacob tænkte sommetider, at det nok også var derfor, at bedstefar snakkede langsomt. Det gjorde ikke noget. Det var Jacob vant til. Så var der også tid til at tænke.

 

Bedstefar havde to store bogskabe i sin stue. De havde glaslåger. Jacob kunne godt lide at kikke på bøgerne. Når man lukkede lågerne op, lugtede det tørt og støvet.

 

Bedstefar havde set mange syge mennesker og oplevet mange mærkelige ting. Han var en stille mand og en nysgerrig mand. I mange år havde han tænkt på, hvor fantastisk det er, at kroppen kan reparere sig selv og blive rask og frisk igen, når den er syg, eller når den er gået i stykker. Han havde også tit oplevet, at når man er syg, så kan man sommetider næsten glemme det, fordi man har sine tanker et andet sted. Og hvis man er træt eller ked af det, så kan det hele opleves meget værre. Bedstefar vidste - for det var der nogen andre læger, der havde fundet ud af, at hvis man skændes med nogen eller får skæld ud, mens man har et sår, så tager det længere tid for såret at hele, nogen gange mere end en hel dag længere.

Alt sådan noget var meget spændende, syntes bedstefar. Nogle gange snakkede han med Jacob om det. Jacob syntes, at det var mærkeligt, men også lidt spændende.

 

En dag, hvor de var ude og gå tur rundt om søen, fortalte bedstefar, at det er tankerne, der bestemmer over kroppen.

 

- Tankerne bliver lavet inde i hovedet, inde i hjernen, sagde bedstefar. - Hjernen er det mest fantastiske, der findes i verden. Og det fineste hjernen kan lave, det er tanker. Tankerne er helt usynlige og alligevel er det dem, der sætter gang i alting. Det er næsten en slags trylleri. Hvis du er helt fuld af glade tanker, så kan tankerne sætte en hel masse i gang i kroppen, så du smiler over hele hovedet og hopper og danser rundt på dine ben. Og hvis du har nogle tanker, som er meget kede af det, så kommer der pludselig tårer ud af øjnene. Det kan også være, at vi to har været på tur rundt om søen, og så kommer vi i tanke om, at klokken er blevet så mange, at det snart er spisetid. Så er det vores tanker, der får vores ben til at vende sig rundt, så vi går hjem igen. Sådan er det hele tiden.

 

- Og ved du hvad, fortsatte bedstefar. Tankerne er også med til at bestemme, når vi er syge. De bestemmer ikke det hele, men de betyder noget.

 

- Kan du huske det med såret og skæld ud? Spurgte han.

- Jo, sagde Jacob. Det kunne han godt huske.

 

- Tankerne kan også hjælpe, når man er syg, sagde bedstefar så. Det smarte er, at det er rigtig godt at bruge sine tanker sammen med den behandling, som man får af sin læge, hvis man har brug for det.

 

- Nå, sagde Jacob. Det forstod han ikke så meget af.

 

Der blev ikke mere snak den dag, for de var nået hjem til deres hus og skulle ind til mor og far og spise aftensmad.

 

 

 

Kapitel 2

Influenza

 

En dag blev Jacob syg. Han var ikke den eneste. Hans mor havde også været syg, men hun var næsten rask igen. Og flere af hans venner og to af hans lærere i skolen. Alle havde influenza og var forkølede.

Jacob lå i sengen. Han havde feber og havde ondt over det hele, i hovedet og i kroppen og i arme og ben. Det var ikke spor sjovt. Far og bedstefar havde snakket om det, og Jacob havde fået en pille, så han ikke havde så ondt. Men alligevel havde han det skidt.

 

Far og mor var på arbejde, så bedstefar passede på Jacob. Derfor kikkede han tit ind til ham på hans værelse. For det meste sov eller halvsov Jacob. Bedstefar vækkede ham nogen gange og gav ham noget at drikke.

 

- Åhhh, sagde Jacob. - Det er træls. Det gør ondt og jeg er helt stoppet i næsen. Jeg kan ikke få luft igennem den.

 

- Ja, sagde bedstefar og strøg ham over hovedet med den ene hånd. – Det er træls min dreng. Må jeg give dig en ide, som du måske kan bruge?

 

Jacob nikkede, men sagde ikke noget. Han lå med lukkede øjne.

 

- Det er godt, sagde bedstefar og fortsatte, lidt langsommere og stille. - Prøv at lægge mærke til, at når du trækker vejret ind igennem munden, så er det lidt køligt. Det er ligesom en dejlig lille kølig vind. Du kan mærke luften på dine læber når du bare har munden en lille smule åben. Prøv at gøre det langsomt. Så er det meget nemmere at mærke det. Og hvis du kan få lidt luft ind igennem din stoppede næse, så kan du også mærke den lille kølige vind, når den kommer ind igennem næseborene. På samme måde, når du puster ud, så kan du mærke, at luften er varmere på læberne og i næsen.

 

Bedstefar holdt en lille pause og sad stille og så på, at Jacob langsomt trak vejret ind og ud igennem munden. Det var lige ved, at bedstefar gjorde det samme.

 

- Du kan godt huske, forsatte han. – At vi har snakket om, at tankerne tit hopper fra det ene til det andet. Derfor vil du helt sikkert opleve, at efter lidt tid, så lægger du ikke mere mærke til luften, der kommer ind igennem læberne eller næseborene, men du ligger og tænker på noget andet. Når du opdager det, så skal du bare vende tilbage og gøre det med luften en gang til. Når du gør det tit nok, så bliver du rigtig god til det. Når du trækker vejret langsomt, så bliver det meget nemmere.

 

Hver gang du trækker luft ind igennem læberne, så lad den lille kølige vind sprede sig til alle de steder, som har brug for det, helt op i hovedet og helt ned i kroppen. Det er ikke sikkert, at det lykkes de første gange, men jo flere gange du gør det, jo nemmere bliver det. Og det kan være, at du kan få den her lige tilpas dejlige vind til at nå helt ud i arme og ben.

 

Og husk, at hver gang du langsomt puster luften ud igennem læberne og næsen, så kommer du af med noget af den varme, som generer dig.

Tanker kan kun være et sted af gangen. Det betyder, at når du øver dig med den kølige luft i længere og længere tid, så kan du mærke, at dine tanker får lidt fri. Det betyder, at din krop får lov til at slappe mere af. Det gør det nemmere for kroppen at blive frisk og rask. Og i hvert fald hjælper det dig til, at du har det bedre, indtil du er helt rask.

 

Bedstefar sagde ikke mere, men han sad stille og kikkede på, at Jacob blev ved med at trække luft ind gennem læberne og næsen. Uden at han vidste det, gjorde bedstefar det samme, i samme rytme som Jacob. Så var de to, som kunne hjælpe hinanden.

 

Lidt efter faldt Jacob i søvn igen. Bedstefar rejste sig fra stolen, gik langsomt ud gennem døren og lukkede den forsigtigt på klem.

 

Et par timer senere kaldte Jacob på sin bedstefar. Da han kom ind på værelset sad Jacob op i sengen. Han fik lidt at drikke.

 

- Har du sovet? spurgte bedstefar.

 

- Ja, sagde Jacob. - Jeg faldt i søvn midt i luften.

Han smilede og kikkede op på bedstefar.

 

- Det var godt, sagde bedstefar. – Du er god til at øve dig. Det er en fin start. Hvis du synes, det var godt, så skal du bare blive ved, så bliver du rigtig god til det. Lige nu har du jo tid til det. Og du har vel ikke kræfter til så meget andet, så syg du er i dag.

 

Jacob rystede på hovedet.

- Det er rigtig nok, sagde han.

 

Og så fortsatte han: - Men jeg har så ondt i hovedet. Det dunker over det hele. Den kolde luft hjalp lidt, men det er ikke væk.

 

- Du skal have mere at drikke, sagde bedstefar og rakte glasset over til Jacob igen. Bedstefar kikkede på klokken og rystede på hovedet. - Det er lidt for tidligt, at du får en pille igen. Der skal gå en times tid. Men måske kunne du have lyst til at lege lidt videre med tankerne? Hvad siger du til det? Jeg kan godt fortælle dig om lidt flere trylletricks, hvis du synes.

 

- Det må du godt, sagde Jacob.

 

- Godt så, sagde bedstefar. – Det er noget, som du allerede kender. Jeg ved, at du har en god fantasi. Prøv at tænke på noget af det, som du allerhelst vil. Noget, som du synes er helt vildt dejligt. Og jeg ved ikke, hvad det er, du allerhelst vil. Måske vil du lege en dejlig leg. Måske vil du ud og løbe og hoppe. Måske vil du tegne eller bygge eller spille et spil. Måske vil du se en dejlig film, som du kender. Eller en film, som du selv finder på. Jeg ved det ikke, men du kan bruge din fantasi til at tænke på det, som du lige nu synes er det allerbedste i verden at tænke på.

 

- Og tænk på, at du kan gøre det, du synes er dejligt på det bedste sted i verden, du kender. Brug så din fantasi til at gøre det endnu bedre og bliv ved. Lige så længe, som du synes. Og hvis du pludselig ryger tilbage til tanken om, at du er syg, så skal du bare hoppe ind i din dejlige og sjove fantasi igen. Der hvor du er helt tilpas. Der hvor du har det godt og er glad. Hver gang du gør det, så bliver du bedre og bedre til det. Det er helt det samme, som at blive god til det med at opdage og lege luften ind gennem læberne og næsen. Og med alt muligt andet, som du øver dig i hver dag.

 

- Jeg vil også give dig en anden ide, som du kan bruge, når det gør ondt et eller andet sted. Det kan være i hovedet eller i maven eller et andet sted. Hvis du er syg, eller du er ked af det, eller hvis du bliver bange. Eller hvis der er noget, som du er så spændt på, at du får ondt i maven, selv om det er noget, du glæder dig til.

 

- Jeg ved ikke, om det er nemt. Det gør ikke så meget, hvis ikke du kan finde ud af det lige med det samme. Det her kan din hjerne nemlig sagtens lære helt af sig selv, uden at du behøver at tænke over det.

Forestil dig nu, at hvis det gør ondt i hovedet eller i maven eller et andet sted, så giver du smerten en farve. Det kan være en hvilken som helst farve. Tag bare den farve, som du først kommer i tanke om. Når du ved, hvilken farve smerten har, så brug din fantasi og lav farven om til en anden farve, så smerten bliver mindre tydelig.

 

- Du kan også give smerten en form, så den bliver til en ting. Så har smerten både en farve og en form. Jeg ved ikke, hvilken form, smerten kan have. Måske er den rund, måske er den kantet, måske er den spids. Det kan også være en helt anden form. Jeg ved det ikke. Men jeg ved, at din fantasi sagtens kan finde ud af, hvilken form og farve smerten har.

Det betyder, at du også kan lave om på smertens størrelse, så smerten stille og roligt bliver mindre og mindre, for hver gang du gør det.

 

- Det kan også være, at smerten skal gøres koldere eller varmere, så du får det bedre. Du kan prøve at bruge den lille kølige vind, når du trækker vejret ind igennem læberne, til at gøre smerten koldere, hvis det er det bedste. Eller det kan være, at du kan bruge den varme luft, når du puster ud igennem læberne, til at gøre smerten lidt varmere, hvis det kan hjælpe. Jeg ved ikke, hvad der er det bedste. Men du kan trygt stole på, at dine tanker og din fantasi ved, hvad der er det bedste. Derfor er det her en leg med tanker, som du bliver rigtig god til, fordi du er så god til at bruge din fantasi. Det betyder, at du altid kan hjælpe dig selv og din krop, når det er svært.

 

- Det kan også være, at dine tanker skal flytte smerten et andet sted hen, så du kan få det bedre. Måske er det et andet sted i kroppen, hvor det ikke gør så meget. Eller måske er det et sted uden for kroppen. Måske kan dine tanker puste smerten ud igennem munden, når du trækker vejret. Eller du kan flytte smerten ud igennem en arm eller et ben eller en helt anden vej, væk fra dig, så smerten ikke længere kan nå dig. Jeg ved ikke, om smerten måske skal ned i et hul i jorden og du lægger jord på. Eller det er bedre, at lægge smerten i en skraldespand og lægge låg på. Men jeg ved, at dine tanker og din fantasi sagtens kan finde ud af, hvad der er det bedste for dig at gøre.

 

- Og heldigvis behøver du ikke bruge tid på at huske på alle disse ideer. Fordi din fantasi er helt fantastisk til at vælge lige præcis det, som er det bedste for dig og det, som er allermest sjovt at lege videre med, så du bliver rigtigt god til det. Så kan du bare opdage, at det ikke gør så ondt længere.

 

 

 

Kapitel 3

Trylle med tanker

 

I huset ved siden af Jacob og hans familie boede en pige, som hed Laila, sammen med sin mor og sin far. Det var mest hendes mor, fordi hendes far arbejdede på et meget stort skib, som sejlede rundt ude i verden. Laila savnede sin far. Måske var det derfor, at Laila gerne ville med Jacob op til hans bedstefar.

Laila havde børneeksem. Det var mest på albuer og knæ. Det kløede hele tiden, og Laila kradsede så meget på det, at der gik hul, og så gjorde det også ondt. Om sommeren havde hun også meget høfeber. Det kløede i øjnene, og næsen løb hele tiden, og hun nyste. Det var træls.

 

Lailas mor spurgte Jacobs bedstefar, om han ville prøve at hjælpe Laila. Det ville han naturligvis gerne. De kendte jo hinanden godt.

 

En dag var Laila og Jacob på besøg i hans stue. De sad i hver sin ende af bedstefars sofa og havde fået kiks og saftevand.

Bedstefar spurgte Laila: - Vil du lære at trylle med tanker, så du kan hjælpe din hud til at få det bedre?

 

- Ja, sagde Laila og kikkede på bedstefar med et stort smil. - Det vil jeg gerne.

 

- Godt, sagde bedstefar og smilede tilbage til hende. – Nu skal du bare høre. Kik ned på din bluse og fortæl mig, hvad farve den har.

 

Laila kikkede ned på blusen. Løftede hovedet igen, kikkede på bedstefar og sagde: - Den er blå.

Så begyndte hun at grine.

 

- Ja, sagde han og lo med. – Den er blå. Meget fin blå. Det er godt. Luk nu øjnene og forestil dig, at du stadig kikker på din bluse, som er fin blå. Er du med?

 

Laila lukkede øjnene og lige efter nikkede hun.

 

- Det er godt, sagde bedstefar. – Det er rigtig godt Laila. Bliv ved med at lukke øjnene, og tryl nu den fine blå farve om til en anden farve, som også er rigtig fin.

 

- Mmm, sagde Laila lidt efter.

 

- Hvad farve er blusen nu, spurgte bedstefar.

 

- Den er rød, sagde Laila. Hun var lige ved at grine igen.

 

- Det er godt, det er så godt, sagde bedstefar. – Sæt nu nogle fine blomster på din bluse.

 

Laila kluklo og nikkede ivrigt.

 

- Super! Lav nu blomsterne om til stjerner, sagde bedstefar.

 

Laila sad helt stille lidt. Så smilede hun igen. – De er over det hele nu, og de danser rundt om hinanden, sagde hun.

 

- Hvor er du god til at trylle med tanker, sagde bedstefar. – Luk du bare øjnene op igen min ven.

 

Laila åbnede øjnene og kikkede over på bedstefar og derefter over på Jacob. De grinede til hinanden.

 

- Nu skal du bare høre, sagde bedstefar. Nu skal jeg fortælle dig, hvordan du kan trylle med tanker inden i dig selv. Du kan gøre det med åbne øjne, eller du kan lukke dem, hvis det er nemmere for dig. Det bestemmer du helt selv.

 

Laila lukkede øjnene igen.

 

Bedstefar fortsatte ganske langsomt, med små pauser mellem sætningerne: – Du er så god til at trylle med tanker. Tryl nu dig selv ganske lille, så du kan stå på din egen navle. Det er et sjovt sted at stå, og du kan kikke dig omkring. Hvis du gerne vil have en ven med, som du kan holde i hånden, så er det helt ok. I navlen får du øje på en lille dør. Luk nu døren op og gå indenfor. Derinde er der lige tilpas varmt og dejligt, helt trygt og godt. Der er ganske stille og et meget smukt lys. Lige foran dig ligger der et tæppe med de fineste farver og mønstre. Det er et flyvende tæppe, som du skal bruge til en lille rejse ud i kroppen, ud til huden. Sæt dig midt på tæppet og læg mærke til, hvordan tæppet straks løfter sig en lille bitte smule. Det er klar til at bære dig derhen, hvor du vil. Er du med?

 

Laila nikkede og smilede.

 

- Godt, fortsatte bedstefar. – Nu rejser vi med tæppet ind igennem kroppen og ud i den ene arm, ud til den ene albue, ud til det sted, hvor huden ikke har det så godt. Når du kommer derud, og kikker på huden indefra, så kan du se, at lyset skinner igennem. Du kan se farven på huden indefra. Du kan se de pletter, hvor huden ikke har det så godt, fordi farven ser lidt syg ud. Ved siden af, der hvor huden har det godt, kan du se, at farven er meget fin og smuk. Er du stadig med?

 

Laila nikkede. Hun så meget koncentreret ud.

 

- Meget fint, sagde bedstefar. – Nu skal du trylle den syge farve på pletterne om til den fine og smukke farve, som den raske hud har. Når du har gjort det, så giv mig et nik.

 

Der gik lidt tid, så nikkede Laila ivrigt.

 

- Super fint, Laila, sagde bedstefar. – Du er rigtig god til at trylle med tanker. Nu skal du flyve stille og roligt med tæppet hen til det næste sted på huden, som har brug for din hjælp. Når du kommer derhen, så skal du gøre præcis det samme: Trylle den syge farve om til den fine og smukke farve, som den raske hud har. Det er meget enkelt. Du skal gøre det samme alle steder i hele kroppen, hvor huden har brug for din hjælp. Du kan gøre det på den måde, som du synes virker bedst, og du kan selv finde på nye ideer til, hvordan du på rejsen med tæppet kan gøre det endnu bedre. Det betyder, at din krop meget bedre kan finde ud af at hjælpe din hud, så den kan få det bedre. Når du er færdig, så bærer tæppet dig tilbage til navlen. Du rejser dig op og siger tak til tæppet, går ud igennem døren i navlen og lukker døren. Når du er udenfor og har lukket døren, så bliver du tryllet stor igen. Det går helt af sig selv.

 

- Giv mig et nik, når din rejse er forbi og du er her igen.

Måske er du blevet lidt træt efter rejsen og har brug for at sidde lidt med øjnene lukkede og hvile dig lidt. Heldigvis kan du selv bestemme, hvor tit du tager på tryllerejse med det flyvende tæppe. Du kan gøre det, hver gang du mærker, at din hud har brug for, at du tryller med tankerne igen, og hjælper den, så den kan blive frisk og rask.

 

Bedstefar sagde ikke mere. Laila sad stadig i den ene ende af sofaen med lukkede øjne. Lidt efter kunne bedstefar og Jacob se, at hun var faldet i søvn. De blev siddende helt stille. Hun var nok blevet træt efter tryllerejsen. Lidt efter vågnede hun, gabte lidt og strakte sig. Så kikkede hun på Jacob og på bedstefar.

 

- Har du det godt, spurgte bedstefar.

 

- Ja, sagde Laila. – Det var sjovt.

 

 

 

Kapitel 4

Skovtur

 

Et par uger senere sad Jacob og Laila igen i bedstefars sofa. De skulle på tur ud i skoven lige om lidt. Men først fik de en kiks og et glas saftevand.

 

Bedstefar spurgte Laila: - Hvordan går med at trylle med tanker?

 

- Det går godt, sagde Laila. – Det er sjovt. Og det klør ikke så meget mere. Nu er det kun, når jeg har det for varmt, at det klør.

 

Jacob satte sig op i sofaen og kikkede ivrigt over på Laila.

- Så kan du bare puste kold luft derud, sagde han.

 

- Hvad mener du? Spurgte Laila.

 

- Det har bedstefar lært mig, den gang jeg var syg og havde feber og fluenza.

 

- Hvordan gør man det? spurgte Laila.

 

Og så forklarede Jacob Laila, hvordan man kan få dejlig kølig luft ind i kroppen og puste det rundt, ligesom en lille fin vind, så man ikke har det så varmt.

 

Ude i skoven løb Jacob og Laila i forvejen, nogen gange på vejen, nogen gange på småture ind imellem træerne. Bedstefar gik langsomt bagved på stien med sin stok. Han gik og lyttede til børnene og træerne, mens han tænkte. Med korte mellemrum vendte børnene tilbage fra deres smutture og kom hen til ham, hoppende, småsnakkende og leende.

 

Da de kom ud til deres sø, satte de sig på en bænk og delte et æble.

 

På vejen hjem fulgtes de ad.

 

De var halvvejs hjemme, da bedstefar sagde: - Laila, jeg er kommet i tanke om en pige med høfeber. Jeg kender hende ikke selv, men hun har været hos en læge, som jeg kender. Jeg tror, at hun er cirka lige så gammel, som du er. Hun spurgte sin læge, hvad høfeber er for noget. Han fortalte hende, at når de små pollenkorn fra blomster og græs og træer rører ved de små celler i slimhinden inde i næsen, så frigøres der et stof fra cellerne, som hedder histamin. Det er et svært ord, men det er ligesom nogle bitte små dråber af væske. De er så små, at man kun kan se dem i et meget kraftigt mikroskop. Så begynder det at klø i næsen, og den løber.

 

Da lægen havde fortalt pigen om, hvad høfeber er, så sagde hun til ham: - Nå, men så skal jeg jo bare holde histaminen inde i de der små celler i slimhinden.

 

Det var tidligt om foråret, at pigen snakkede med sin læge. Om efteråret snakkede pigens mor med lægen. Hun fortalte, at selv om der havde været mange pollen i luften den sommer, så havde pigen havde haft det fuldstændig godt, og hun havde næsten ikke haft brug for høfebermedicin.

 

- Jeg tror, sagde bedstefar. - At pigens næse med det samme forstod – på sin egen måde, at det var en rigtig god ide, det der med at holde histaminen inde i cellerne, så hun ikke fik høfeber. Og du ved, en rigtigt god ide, den virker med det samme. Især hvis det er ens egen ide.

 

Laila standsede op og drejede sig om mod bedstefar. Hun kikkede op på ham og smilede. Så tog hun ham i hånden og de gik videre hjem fra deres skovtur.

 

 

 

Kapitel 5

Tryllecreme og hjælpeceller

 

En dag blev Laila meget syg. Hun blev så syg, at hun kom på sygehuset, og der blev ringet til hendes far, som kom hjem med en flyvemaskine fra den anden ende af verden i løbet af nogle dage.

Jacob forstod ikke helt, hvad det var, Laila fejlede. Det var et eller andet med hendes blod. Når han besøgte hende på sygehuset, kunne han godt se, at hun var meget bleg, og hun så ud til at være meget træt.

 

Når Jacob besøgte Laila, så var bedstefar altid med. Lailas mor eller far var der altid, når de kom på besøg.

Laila fortalte, at hver dag kom der en dame og tog en blodprøve ud gennem en plastikslange og en nål, som hun stak ind i armen på Laila. Hun fik altid smurt lidt tryllecreme på armen, der hvor hun skulle stikkes. Tryllecremen hjalp til, at det ikke gjorde så ondt. Men det gjorde alligevel stadigvæk lidt ondt.

 

Bedstefar smilede og spurgte Laila: - Skal vi smøre tryllecreme på den indvendige side af huden også? Jeg ved jo, at du er god til at trylle med tanker. Hvad siger du til det?

 

Laila lå i sin seng. Hun drejede hovedet om mod bedstefar og lyste op.

- Kan vi det? spurgte hun med et smil.

 

- Naturligvis kan du det, sagde bedstefar. Jeg skal nok hjælpe dig. Du skal starte med at gøre præcis det samme, som du kender med at trylle dig selv lille, åbne den lille dør i navlen og rejse med det flyvende tæppe. Nu skal du rejse ud til det sted, hvor der skal stikkes. Det er fint, hvis du gør det samtidig med, at damen smører tryllecreme på huden.
Når du er helt derude, på den indvendige side, så skal du trylle med din fantasi og forestille dig, at du puster lige så forsigtigt på stedet indefra. Det hjælper kroppen til at forstå, hvad det er, du gerne vil. Du vil mærke, at hver gang du puster forsigtigt med dine trylletanker, så kommer der den fineste tryllecreme frem, helt af sig selv, lige på stedet, hvor der er brug for det. Det er kroppens egen indvendige tryllecreme, som virker lige så godt og måske endda bedre end damens tryllecreme. Så nu har du tryllecreme både på den udvendige side og på den indvendige side. Du skal blive ved med at trylle med tankerne, indtil damen er færdig med sin blodprøve. Når du synes, at det er nok, så rejser du med dit flyvende tæppe tilbage til navlen, ligesom du plejer, siger takt til tæppet for rejsen og går ud, lukker døren og bliver stor igen. Er det ikke smart?

 

- Jo, det er smart, sagde Linda. – Det vil jeg gøre, når damen kommer i morgen.

 

- Det er godt, sagde bedstefar og klukkede af latter. – Du er så god til at trylle med tanker min ven.

 

Lidt efter gik de voksne ud i afdelingens kaffestue. Jacob blev inde hos Laila.

 

En anden dag fortalte bedstefar Laila om kroppens hjælpeceller.

- Når du rejser rundt i kroppen med dit flyvende tæppe, sagde han til Laila. – Så kan det være, at du får øje på en masse bitte små røde blodceller. De røde blodceller er lige som små skåle, der bærer mad ud til cellerne i hele kroppen. Det betyder, at cellerne kan få alt det, de har brug for, så de kan få det bedre.

Husk på, at inde i kroppen er der det fineste røde blod. Når man rejser rundt i kroppen med sit trylletæppe så kan man se lige igennem blodet. Det bliver helt gennemsigtigt, og alle de små celler bliver helt tydelige. Derfor kan du, med dine trylletanker, sige til de små røde blodceller, at de skal tage de allerbedste ting med i deres små skåle ud til de syge celler, så de kan få alt det, de har brug for, for at blive friske og raske igen. Og du kan være helt sikker på, at din fantasi ved, hvad det er, de små finde røde blodceller skal have med ud i kroppen, når de skal hjælpe de celler, som har det skidt.

 

- Du vil også møde nogle friske hvide blodceller. De hjælper også, når der er problemer. Én slags hvide blodceller er vores læger, som kan reparere kroppen, når der er noget galt. En anden slags hvide blodceller er vores politibetjente, som passer på kroppen, hvis den bliver angrebet af små bakterier. De hvide politibetjente har nogle smarte pistoler, som ligner små vandpistoler. Når de sprøjter lige i hovedet på de små bakterier, så løber bakterierne væk.

 

- Det er ligesom at rejse sammen med en hel masse hjælpecelle-venner, ja, dine helt egne hjælpecelle-venner. Måske kan du give dem nogle gode navne. Det kan godt være, at de bliver rigtigt glade for det, sluttede bedstefar.

Næste gang Jacob og hans bedstefar kom på besøg, havde Laila lavet en hel tegneserie med en hjælpecelle-familie, som lavede alt muligt godt for at hjælpe kroppen med at få det bedre.

 

 

 

Kapitel 6

Av min arm

 

Der gik lang tid, før Laila kom hjem fra sygehuset. Hun var træt og kom ikke så meget ud i de første uger. Heldigvis fik hun det bedre og blev helt sig selv igen. Det var godt.

 

Men så skete der alligevel noget, som ikke var så godt. Og det var endda to ting. Det ene værre end det andet. Og det skete den samme dag. Det var noget værre noget.

 

Jacob og Laila legede ude i haven bag ved Jacobs hus. Jacob kom til at røre ved en brændenælde, som stod helt op mod hækken over mod Lailas have.

 

- Av, av, av, sagde han og rystede hånden. – Det brænder. Av, av av.

 

- Øv, sagde Laila.

 

De holdt op med deres leg og gik over græsplænen op mod huset. Så stoppede Laila pludselig op og trak Jacob i ærmet.

 

- Ved du hvad, sagde hun. – Når det brænder, skal du så ikke have noget koldt på, både udenpå og indeni, ligesom med tryllecreme og når du har det varmt og har feber og puster med kold luft ind i munden og ud i kroppen?

 

- Nå, jo, sagde Jacob. – Det skal da ha’ noget koldt tryllecreme.

 

- Skal jeg hjælpe dig? spurgte Laila. – Ligesom din bedstefar gør det.

 

- Det må du godt, sagde Jacob.

 

Så satte de sig begge to ned på trappen op til terrassen. Jacob lukkede øjnene, og Laila snakkede til Jacob ligesom bedstefar om at puste kold luft ind mellem læberne og ud i kroppen, helt ud til huden, der var blevet brændt, hver gang han trak vejret ind.

 

Fem minutter efter løb de igen og legede nede i haven.

Bagerst i haven, ned mod skoven, var der hul i hækken. Tit løb de ud i skoven og legede. De havde en hule oppe i et træ. Og de var ved at lave en slags bro fra hulen over til et andet træ.

Nu havde Jacob og Laila bestemt sig for at bygge videre på broen mellem træerne.

 

Måske var det, fordi det havde regnet og brædderne var glatte. Eller måske var det, fordi et af brædderne ikke sad helt fast. I hvert fald skete der det, at Jacob faldt ned på jorden og slog sin arm. Det gjorde så ondt, at han begyndte at græde. Det var den samme arm, som også havde rørt ved brændenælden en time før. Det var meget uheldigt.

 

Nu måtte de igen gå turen op over græsplænen op til huset. De var godt klar over, at det her var værre end det med brændenælden. Da de kom ind i gangen inde i huset, kaldte de op af trappen op til bedstefar. Han kom ned til dem, og de gik ind i køkkenet, hvor bedstefar undersøgte Jacobs arm.

 

- Ved du hvad, Jacob, sagde han. – Vi bliver nødt til at køre på skadestuen med dig og få armen fotograferet. Jeg tror, den er brækket.

 

Jacob græd stadigvæk. Laila og bedstefar trøstede ham. Så fandt de et tørklæde, som de bandt op som en slynge, så han kunne hvile armen.

 

Bedstefar ringede efter en taxa, og så kørte de op på sygehuset. I taxaen ringede bedstefar til Jacobs mor og far og fortalte dem, hvad der var sket.

 

Mens han snakkede med Jacobs mor, sad Laila og holdt Jacob i hånden. Altså den raske hånd. Og så hviskede hun til ham: - Jeg synes, du skal lave noget tryllecreme ude i armen, så det ikke gør så ondt.

 

Jacob nikkede og lukkede øjnene.

 

Inde på skadestuen blev armen fotograferet. Den var brækket. Ikke så meget, men nok til, at han fik gips på armen. Det hjalp også, så det ikke gjorde så ondt mere.

 

Jacob gik med armen i gips i 6 uger. Det var lidt besværligt, men det gjorde ikke så meget.

 

Dagen efter, at de havde været på skadestuen, sagde bedstefar til ham: - Du kan godt hjælpe armen til at blive hurtigere rask.

 

Jacob var blevet vant til, at bedstefar kom med gode ideer, når de var syge. Så han kikkede bare spørgende op på ham.

 

- Du skal faktisk bare gøre det, som du allerede er så god til, bare en lille smule anderledes. Nu skal du nemlig sende varme ud i kroppen, ud til den brækkede arm. Det betyder nemlig, at du sender mere friskt blod med mad og hjælpeceller det sted på armen, der er brækket, så den nemmere kan blive rask i en fart. Der er to måder, du kan gøre det på. Du kan puste varme ud til armen på samme måde, som du har pustet kulde ud i kroppen, da du havde feber. Eller du kan forestille dig, at du rejser med din fantasi hen til et sted, hvor armen kan have det dejlig varmt – måske til et feriested, hvor der er dejlig varmt. Og så længe du er der med din fantasi, så hjælper du armen til at blive rask. Du kan f.eks. gøre det om aftenen, når du lægger dig til at sove. Det betyder, at din krop kan huske, hvad du har fortalt med dine tanker og din fantasi, at den skal gøre. Så kan armen få lov til at få den slags varme hele natten, så den hurtigt kan blive frisk og rask igen.

 

 

Kære forældre og omsorgspersoner

 

Dette er en fortælling, som kan hjælpe syge børn til at få det bedre.

 

Tanker og følelser påvirker hjernen og kroppen meget mere, end man førhen har vidst. Med sine tanker kan man hjælpe kroppens selvhelende mekanismer. F.eks. få sår til at hele hurtigere, behandle smerter, mildne forkølelse og feber, forbedre effekten af en vaccination og behandle kløe og høfeber. 

Omvendt kan en halv times skænderi forsinke helingen af et sår med et helt døgn.

 

Det hedder "Mind-Body Medicin". Her vil vi kalde det for ”Tankemedicin”. Det er mere mundret. Med tankerne kan vi påvirke både blodkredsløbet og immunforsvaret og trykke på knappen i Hjernens og Kroppens Apotek, så der laves smertestillende stoffer, humørstoffer og velvære stoffer. Fordelen ved kroppens egen medicin er, at der ikke er bivirkninger, det er gratis og vi render alle sammen rundt med apoteket indeni. Man skal bare lære, hvordan man trykker på knappen.

 

Tankemedicin virker, fordi hjernen og kroppen oversætter tanker og følelser til sit eget kemiske sprog inde i cellerne. Fysisk og psykisk smerte (og andre lidelser) er en stressfaktor, som belaster kroppen. Tankemedicin kan mindske denne stressfaktor, så kroppens selvhelende mekanismer får nemmere ved at arbejde. Det er sådan naturen fungerer.

Der findes spændende forskning om Tankemedicin (se litteraturlisten under "Sharing our thoughts"). Der er en god portion almindelig sund fornuft i det: Det er i sagens natur livsvigtigt, at kroppen kan reparere sig selv og mindske lidelse. Derfor har naturen udnyttet alle muligheder for at forfine sit eget reparationsværksted. Hjernen er det mest fantastiske ”kontrol-organ”, der findes i verden, og tanker er det fineste hjernen kan lave. Derfor er det meget naturligt, at tanker (Tankemedicin) kan påvirke kroppens reparationsværksted. Selvfølgelig kan Tankemedicin ikke helbrede alting. Men det kan bidrage til at mindske fysisk og psykisk smerte. Det er jo i sig selv et fint formål.

 

Tankemedicin er naturligvis ikke en erstatning for lægelig undersøgelse og behandling, når dét er nødvendigt. Tankemedicin er et supplement.

 

Denne fortælling er Tankemedicin i hverdagssprog og billedsprog, som børn kan lege videre med i deres fantasi, og skabe deres egne forestillinger. Det er lige præcis det, som er meningen med det hele. Det er nemlig den personligt meningsfulde historie, som kan forstærke kroppens og hjernens selvhelende mekanismer.

 

Det er en god ide at læse historien for et barn flere gange. Der er mange muligheder og ideer i fortællingen, og det kan være en stor hjælp for barnet at få det gentaget. Derefter kan man naturligvis også pille enkelte elementer ud af fortællingen og bruge som konkrete forslag til et barn, som er syg: ”Prøv at gøre ligesom Jacob gjorde i historien om Tanketrylleri...”. Eller: ”Skal vi læse det kapitel, hvor Laila tryllede og...”

 

Til langsom højtlæsning.


God fornøjelse!

 

Thinkinuk

 

Poul & Louise

Lundgaard