Alene

Alene

 

For mange år siden levede mennesker i naturen.

Det gør vi stadigvæk, men på en anden måde.

 

Vi er ikke født med store kløer.

Vi kan ikke flyve, og vi kan ikke løbe meget hurtigt.

Så dengang, ude i naturen, overlevede vi kun,

fordi vi hjalp hinanden og passede på hinanden.

 

Hvis man blev alene, fordi man blev væk,

eller fordi man blev smidt ud, så døde man.

Med mindre man var dygtig til at

bruge sin krop, sine tanker og sig selv.

 

Vores kroppe kan huske, hvordan det var dengang.

Derfor skriger kroppen, når vi føler os ensomme

og svigtet af de vigtigste mennesker i vores liv.

 

Når vi giver hinanden lov til at være forskellige,

så bliver vi stærke sammen.

Fordi det er trygt og godt at være et sted,

hvor man godt må være sig selv,

som man inderst inde ved, at man er og gerne vil være.

 

Og når man, dag for dag, går på opdagelse i verden,

med sin krop og sine tanker,

så kan man blive venner – også med sig selv.

 

Thinkinuk

 

Poul & Louise

Lundgaard